Input fra Søften til statsministeren
Flemming Sørensen, skoleleder på Præstemarkskolen i Søften, har været til samtale på Marienborg med blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen for at give sit bidrag til "et 360-graders eftersyn" af folkeskolen.
Der er ikke flere penge at poste i folkeskolen, og en stor reform venter heller ikke lige om hjørnet, siger regeringen. Men folkeskolen skal være mere effektiv og ressourcerne udnyttes bedre. Og hvordan så lige gøre det? Statsminister Lars Løkke Rasmussen har haft folkeskolens interessenter til samtaler på Marienborg for at give folkeskolen et 360-graders eftersyn.
Flemming Sørensen, skoleleder på Præstemarkskolen i Søften, var inviteret med til en af samtalerne, hvor også undervisningsminister Bertel Haarder og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen deltog.
- Jeg fik lejlighed til at fortælle om vores rullende indskoling, som giver eleverne en mere glidende overgang til klassetrinene. Det giver et længere forløb sammen med de voksne i de første klasser, og vi bedømmer hver elev individuelt i forhold til, hvornår de er klar til at rykke til næste klassetrin. Vi kan se, at børnene trives med det, og det gør vi og forældrene også. Det er både en effektiv og fleksibel løsning, understreger Flemming Sørensen.
Skolelederen føler, at de tre politikere og deres embedsmænd lyttede til ham og de øvrige to skoleledere, der også var med.
- Det var jo et møde uden konklusioner og beslutninger. Det handlede mere om at fortælle om vores erfaringer og ideer. Det var spændende at deltage og få lov til at fortælle om noget, vi brænder for. Vi har jo et ønske om at påvirke en udvikling, fordi vi tror på, at vi har en god løsning, siger Flemming Sørensen.
