Kunder hjælper virksomheder
10 virksomheder sætter i dag deres kunder stævne for at få et gennemgribende realitytjek af deres forretningsideer og kommercielle produkter. Det hele foregår i projektet "Nye Veje til Vækst".
10 virksomheders ledere tager udfordringen op. I dag, onsdag 20. januar, inviterer de deres kunder ind til en kop kaffe og en ærlig snak for at få nye øjne på deres forretning og produkt. Cafémøderne mellem kunder og virksomheder er en del af projektet ”Nye Veje til Vækst”, hvor virksomheder arbejder intensivt og målrettet med at udnytte deres økonomiske potentiale i oplevelsesøkonomien.
- Jeg forventer at få rigtig meget ud af mødet med mine kunder. Det er mit udgangspunkt, at et troværdigt produkt af god kvalitet kræver et klart billede af, hvem vores kunder er, og hvilke behov de har. Kunsten består i at se os selv gennem kundernes øjne og forstå, hvad der kan gøre den lille forskel i kampen om kunderne, siger Christian Royal fra Innovisio.
Innovisio holder til i Hinnerup i Favrskov Kommune, og virksomheden laver webløsninger og har deltaget i ”Nye Veje til Vækst” med en nytænkning af, hvordan man kan integrere oplevelser i webshopkonceptet.
Cafemøderne skal give et realitytjek af de ideer, virksomhederne har arbejdet med i vækstgruppeforløbet ”Nye Veje til Vækst”. Projektleder, Jeppe Keller siger:
- Hvis man vil finde vejen til vækst, må man have fokus på at skabe værdi for kunderne. Det er hele kernen i projektet. Og det kræver hårdt, strategisk arbejde. Det er en stor satsning, og virksomhederne skal føle sig sikre på, hvad det er, der skaber kundernes oplevede værdi af at være kunde hos dem.
Se kunden i øjnene
Viden om kundernes adfærd og behov er værdifuld og kan være afgørende for virksomhedens konkurrencekraft på markedet. Jørgen Frost Larsen fra arkitektvirksomheden Frost Larsen siger:
- Vi ønsker at være i dialog med vores kunder, så vi altid kan indfri deres forventninger. Vi skal lytte og forstå signaler om både fysiske og psykiske behov. Og vi skal skabe arkitektoniske løsninger, som involverer dem på det personlige niveau. Vi skal forstå, at vores konkurrenter kun er et klik væk på nettet, og derfor bør vi bestræbe os på at levere noget mere.
Frost Larsen deltager i ”Nye Veje til Vækst” med et nyskabende seniorboligprojekt.
Baggrundsinformation
”Nye veje til vækst” gennemføres af Silkeborg, Skanderborg og Favrskov kommuner i samarbejde med de lokale erhvervsråd og konsulentfirmaet Capacent.
Kundemøderne er en ud af fem workshops i vækstgruppeforløbet for deltagervirksomhederne. Virksomhederne sætter deres kunder stævne i dag, 20. januar 2010, i form af fokusgrupper på Hotel Skanderborg Hus, Dyrehaven 3, 8660 Skanderborg fra kl. 15.00 til 17.00.
Læs mere på http://www.nyevejetilvaekst.dk/
