Ny kalender om affald og spildevand på gaden
En ny kalender om affald og spildevand bliver husstandsomdelt i hele kommunen i denne uge. Den er spækket med mange nyttige oplysninger, og du kan møde skraldemand Michael Sørensen i kalenderen.
Hvad er dagrenovation egentlig for noget? Hvordan skal jeg sortere mit affald, og hvordan er det nu med storskrald i Favrskov Kommune? Svarene på spørgsmålene og meget mere kan du finde i kalenderen "Information om spildevand og affald 2010", som bliver husstandsomdelt i denne uge i hele Favrskov Kommune.
I kalenderen er der informationer om dagrenovationen, genbrugsstationerne, storskrald, spildevand og sortering af affald. Desuden er der et interview med Michael Sørensen, der er skraldemand. Hver uge henter han skrald hos 1100 husstande i sit område.

