Nedgravede olietanke skal sløjfes
Favrskov Kommune gør opmærksom på, at 31. marts 2010 er termin for sløjfning af mange nedgravede olietanke af stål.
Sløjfningsterminer for ståltanke mindre end 6.000 liter
-
Olietanke, som udvendigt er belagt med glasfiberarmeret polyester og indvendigt korrosionsbeskyttede, skal sløjfes senest 50 år efter fabrikationsåret. Det omfatter alle typegodkendte tanke fabrikeret fra 2000 og frem.
-
Olietanke, som er typegodkendt og udvendigt belagt med glasfiberarmeret polyester, skal sløjfes senest 40 år efter fabrikationsåret. Det omfatter alle typegodkendte tanke fabrikeret i perioden 1970-1999.
-
Olietanke, som udvendigt er belagt med glasfiberarmeret polyester, og som ikke er typegodkendte, eller hvor produktionsåret ikke kan fastlægges, skal sløjfes senest onsdag 31. marts 2010.
-
Ikke-typegodkendte tanke fra før 1970 skal som udgangspunkt tages ud af brug med det samme, da de ikke er lovlige.
Ulovlige anlæg uden forsikringsdækning
Det er vigtigt, at du overholder terminen for sløjfning. Hvis tank eller rørsystem ikke lever op til de gældende regler, kan forsikringen afvise at dække skaden ved en eventuel olieforurening på din grund. Det kan betyde, at du selv kommer til at betale for oprydningen.
Din oliefyrstekniker eller skorstensfejer kan gennemgå anlægget og fortælle, hvornår tanken skal sløjfes, og om der er forhold, du skal bringe i orden.
Sløjfning
Ved sløjfning af tanken skal et eventuelt restindhold i anlægget fjernes. Herefter skal tanken enten fjernes eller afblændes. Det vil sige, at påfyldningsstuds og udluftningsrør afmonteres under terræn, så tanken ikke kan bruges længere. Desuden skal rørenderne lukkes med jernpropper, så der ikke løber vand ind i tanken.
Senest fire uger efter sløjfningen skal du give kommunen besked om sløjfningen.
Gem kvitteringen for det udførte arbejde (kopi kan vedlægges anmeldelsen), som din dokumentation for, at tanken er sløjfet korrekt af en fagperson.
Etablering af ny olietank
Ved udskiftning af olietanke har du som ejer pligt til at:
-
Sløjfe den gamle tank og anmelde sløjfningen til kommunen
-
Anmelde den nye olietank til kommunen senest 14 dage før opstilling
-
Indsende kopi af tankattest til kommunen (attesten følger normalt med tanken).
I forbindelse med den nye tank skal du blandt andet være opmærksom på de afstandskrav, der gælder til drikkevandsboringer.
Ønsker du at opstille en overjordisk olietank af plast, gælder der særlige regler om brandsikring.
Yderligere informationer
Læs mere om reglerne om etablering og sløftning af olietanke og find anmeldelsesskema for etablering/sløjfning af olietanke.
Du er også velkommen til at ringe til Natur og Miljø på 89 64 10 10.
